All On 4

Proteser og moderne tandteknik

Forhold i den enkeltes mund eller gummer kan gøre det umuligt for nogle mennesker at styre en aftagelig tandprotese. Andre kan ganske enkelt ikke vænne sig til den tanke, at ”tænderne” ikke sidder urokkeligt fast.
Heldigvis gør moderne tandteknik, computerteknologi, fuldkæberøntgen og nye operationsmetoder, at der i dag rent faktisk findes flere nye og gennemprøvede løsninger på de problemer. Det kan bl.a. være implantatproteser, der holdes fast med skruer.

Almindelige tandproteser eller All On 4?

En aftagelig tandprotese fremstilles efter nøjagtige aftryk af gummen. Protesen omslutter gummen og suger sig fast til slimhinden. Men er gummen meget flad, hvilket den ofte er, især i undermunden, kan protesen ikke suge sig fast. Det giver problemer med at styre den, når man tygger eller taler. Har man haft proteser i nogle år, oplever man også ofte, at gummerne svinder, så proteserne sidder dårligere fast.

Alt det kan afhjælpes helt ved, at man får lavet implantater, som protesen kan skrues fast på. Specielt i overmunden, hvor mange kan være generet af ganen på deres protese, kan man i visse tilfælde afhjælpe dette ved at fastgøre en ganefri protese på fire implantater. Med All On 4 slipper man for mange af de gener, som kan følge i kølvandet på en helprotese. All On 4 opleves som egne tænder.

Hvad er All On 4?

All On 4 betyder en fuld bro med kun fire implantater – mod tidligere seks implantater. Ideen er, at man sætter fire implantater i en kæbehalvdel, hvor de to bagerste implantater har en hældning på ca. 45 grader.

Tidligere anbefalede Klinik for Tandproteser seks implantater til en fuld bro i over- eller underkæbe. Men erfaringen har vist os, at vi i de fleste tilfælde kan opnå det samme med kun fire implantater.

Fordi vi har et erfarent team bestående af tandlæger, specialtandlæger, kirurger og statsautoriseret klinisk tandtekniker i én klinik, giver Klinik for Tandproteser hver enkelt patient den sikreste og allerbedste mulighed for at få faste tænder på een dag – tænder, som du kan bruge efter forholdsvis kort tid!

Hvem har glæde af All On 4?

All On 4 kan være noget for dig, hvis du har helprotese og ønsker fastsiddende tænder, hvis du har udtalt knoglesvind (osteoporose), hvis du har paradentose, eller hvis du har et svækket og dårligt rest-tandsæt.


Hvordan får jeg tænder på een dag?

Hvis du ikke vil gå med en helprotese, men gerne vil have nye tænder samme dag, så kommer du om morgenen kl. 8, får en lokalbedøvelse, og så trækker vi dine dårlige tænder ud. Du får noget penicillin og nogle smertestillende tabletter, og efter hele operationen får du i øvrigt også penicillin.

Når tænderne er fjernet, sætter vi implantaterne i og tager et aftryk. Når det er gjort, stiller vi tænderne op i voks, mens du venter. Du prøver dem, og vi flytter rundt på dem, indtil de ser ud, som du gerne vil have det, og biddet fungerer, som det skal. Når vi er tilfredse, laver vi akrylbroen færdig. Det tager et par timer.

I nogle få dage efter operationen kan du mærke en hævelse i munden, men du kan spise normalt med det samme. Senere skal du komme igen, så vi kan tjekke, at alt er, som det skal være.

Mange tror, det gør voldsomt ondt, men vores erfaring er, at du får forbløffende lidt ondt i forhold til behandlingens omfang, og at smerterne normalt kan klares med håndkøbsmedicin.

All on 4

Bideskinner

Hvem har brug for en bideskinne?

Vores tænder slides helt naturligt livet igennem. Men mange udsætter også deres tænder for et ekstra pres, fordi de skærer tænder. Klinisk kaldes det for bruxisme, som er en fælles betegnelse for det, at tænder, kæber m.v. udsættes for mere belastning, end de kan tåle.

En travl hverdag stresser mange så meget, at det fører til ekstra tandpres. Faktisk er det noget 65 procent af danskerne kender i dag, mod tidligere “kun” 45 procent. Det er bare ikke noget, man normalt lægger mærke til, men stress kan altså betyde, at man skærer tænder, mens man sover. Det at skære tænder har også indflydelse på, hvor godt musklerne i ansigt og nakke fungerer.

Vi anbefaler derfor som minimum en blød bideskinne, f.eks. hvis du sidder meget foran computeren eller er studerende. (Undersøgelser har vist, at op mod 80 procent af alle studerende faktisk slider på deres tænder, specielt i stressede eksamensperioder).

Hvad er bruxisme?

Bruxisme skyldes hyperaktivitet i kæbemuskulaturen – dvs. kraftige kæbebevægelser uden nogen egentlig funktion. Bevægelserne medfører ufrivilligt skurrende tænder under kraftig sammenbiden. Bruxisme opdeles normalt i akut og kronisk bruxisme.
Kronisk bruxisme kan forekomme om dagen eller om natten. Det er især bruxisme om natten, der giver de alvorligste symptomer som nedslidning af tænder, muskelspænding og hovedpine.
Akut bruxisme kan ramme alle mennesker i stressede situationer – f.eks. sportsfolk, der står foran en vigtig kamp, eller dig, der skal overholde en deadline eller bestå en eksamen.

Årsagerne til tænderskæren er ikke altid lige åbenlyse. Faktorer som tandstilling og bid er til manges overraskelse ikke det største problem – det er i nervesystemet, forklaringen skal søges.

I hjernestammen findes en slags ”motor”, som aktiverer kæbernes lukkemuskler. Hos nogle mennesker er motorens aktivitet kronisk forhøjet, hos andre kan visse former for medicin, eller stress og uro, øge aktiviteten i kæbemusklerne.

Bruxisme ødelægger tænderne

Godt og vel 50.000 danskere skønnes at lide af enten akut eller kronisk bruxisme, og det betyder, at de hver dag bl.a. døjer med:

  • Nedslidning af tænderne
  • Skader på læbe og tunge
  • Tandkødslommer
  • Problemer med kæbeleddet i form af knæklyde eller ømhed i kæbemusklerne
  • Løse tænder
  • Smerter i hoved, nakke og skulder eller lignende.


Alle disse gener er med til at forringe livskvaliteten – og kan senere betyde, at regningen hos tandlægen bliver meget dyr


Bideskinner

Behandlingen

En bideskinne stopper ikke direkte tænderskæren, men forhindrer yderligere skade på dine tænder. Vores undersøgelser i samarbejde med bl.a. engelske, iranske og canadiske kolleger har vist, at en bideskinne kan give mærkbare forandringer på bare få dage.Har du nogle af disse symptomer, bør du lade os undersøge dine tænder, så vi kan tjekke, om en bideskinne kan afhjælpe dit problem:

  • Hovedpine når du vågner om morgenen
  • Tænderskæren eller tandpres
  • Knæklyde fra kæberne
  • Følsomme tænder eller isninger i tænderne
  • Ømme tænder om morgenen
  • Slid på tænderne
  • Ømme kæbemuskler eller ømhed i kæbeledet
  • Spændinger i skuldre og nakke


Bideskinnen fremstilles efter kun et enkelt besøg hos os og kontrolleres herefter ved almindeligt tandeftersyn. Din bideskinne skal dog regelmæssigt kontrolleres og justeres hos os, fordi dine tænder forandrer stilling.


Brug af bideskinnen

Som regel bruger man kun bideskinnen om natten, mens man sover. Vi ser dog enkelte tilfælde, hvor sammenbiddet har ændret sig så meget, at den også må bruges i dagtimerne, for eksempel når man sidder og læser, ser film eller kører lange ture i bilen. Både før og efter man bruger bideskinnen, bør tænderne børstes for at undgå huller i tænderne. Tandbørstningen bør være ekstraordinært grundig, fordi tungen ikke kan fjerne belægninger og madrester fra tænderne på grund af skinnen. Når du ikke bruger din bideskinne, bør den altid opbevares i den æske, den udleveres i.


Renholdelse af bideskinnen

Det er vigtigt, at man holder sin bideskinne helt ren. Den skal børstes ren, hver gang den tages ud af munden, og igen når den sættes i. Anvend ikke tandpasta eller andre lignende midler, da de giver skader på bideskinnen. Du bør kun bruge de rensemidler, vi anbefaler, og skylle grundigt efter i koldt vand. Bideskinner tåler ikke kogende vand og skrappe rengøringsmidler.


Andre slags skinner

Ud over bideskinner tilbyder vi også følgende skinner:

  • Migræneskinner
  • Sports-skinner
  • Tungefunktions-skinner
  • ”Stop snorken”-skinner
  • ”Stop bide negle”-skinner
  • Hjemme-tandblegnings-skinner


Migræneskinner

Hovedpine kan også forebygges med en specialskinne. Hovedpine og visse former for migræne skyldes tit problemer med tænderne eller et forkert bid – uanset om du har dine egne tænder eller bruger protese. Hovedpine og migræne kan i mange tilfælde skyldes overbelastning af kæbemusklerne og forebygges med en migræne-skinne.

Tungefunktionsskinne

Hvis man mangler sine kindtænder, kan tungen, som er en muskel, brede sig ud for at få støtte og skal derefter finde sin naturlige placering igen. Derfor er den optimale behandling for tandløse patienter at bruge en tungefunktionsskinne for at få tungen til at vende tilbage til sin naturlige placering. Vi anbefaler altid 1-3 måneders behandling med en tungefunktionsskinne. Den ligner en helt almindelig protese, men med den forskel, at der i stedet for tænder sidder en slags ”mur”, som skal afsætte grænsen for tungen.

ClearAligner

ClearAligner er en serie af aftagelige, gennemsigtige skinner, der bliver specialfremstillet til dine tænder. Clear Aligner retter dine tænder til en mere optimal tandstilling, så du får et lige og jævnt smil.

ClearAligner er svær at se. Derfor kan du gennemgå behandlingen for at forbedre din fremtidige smil uden at kompromittere din nuværende hverdag. Du kan selv fjerne din ClearAligners, når du spiser og børster tænder, eller når du vil rense den. Det, at ClearAligner kan fjernes helt, giver dig mulighed for at rense din tænder grundigere, end patienter med faste bøjler kan.

Ved ClearAligner behandlingen vil dine tænder rykke sig lidt efter lidt, og gradvist bevæge sig mod den forventede slutposition. Dine skinnerne skal derfor udskiftes hver anden uge, så de forsat sidder tæt over dine tænder.

Delproteser

Hvad er en delprotese?

En aftagelig delprotese kan erstatte de tænder, du har mistet. Den kan erstatte en enkelt tand, men den kan også bruges, hvis du kun har ganske få tænder tilbage. En aftagelig delprotese sidder fast ved hjælp af bøjler på dine naturlige tænder. Dette gør delproteser meget nemme at styre. Bøjlerne er støbt og placeret på og omkring dine egne tænder. En delprotese kan sidde i munden hele døgnet og behøver kun at komme ud, når du skal gøre den og dine egne tænder rene.

Det er en udbredt misforståelse, at en korrekt fremstillet delprotese skader de resterende tænder. Bøjlerne kan ikke gnave hul i tænderne, fordi tændernes emalje er alt for hård. Hvis der kommer hul i en bøjletand, skyldes det altid belægninger. Det kan en grundig daglig børstning af både delproteser og dine egne tænder forhindre.

Delprotesernes bøjler griber omkring nogle af de naturlige tænder. Enkelte af bøjlerne skal placeres på tændernes tyggeflader, for at dine egne tænder kan bære en del af trykket. Det betyder, at gummen ikke belastes så hårdt og derfor ikke svinder så hurtigt.

Vi vil altid i samarbejde med en af vores specielt uddannede tandlæger foretage en individuel vurdering af, hvilke af dine tænder der kan bruges som ”bøjletænder”.

To slags delproteser

Man skelner mellem to typer af delproteser, nemlig den provisoriske delprotese med håndbukkede bøjler og en unitor-delprotese. En delprotese kan også laves med forskellige tryklåssystemer og selvfølgelig også med naturlige indfarvninger og uden bøjler.

Den provisoriske delprotese med håndbukkede bøjler

Fordele:

  • Den er en god kortsigtet løsning
  • Den er billigere
  • Den er nem at udvide med nye protesetænder, hvis de resterende tænder ikke kan holde længere og skal trækkes ud.

Ulemper:

  • Den er ikke velegnet på langt sigt
  • Den kræver langt større omhu ved mundhygiejne, da den ofte dækker dele af de blivende tænder. Det kan øge risikoen for bakterieangreb, da spyttet ikke kan rense de tænder, der er dækket.
  • Den deler ikke tyggetrykket mellem sig og de blivende tænder, men overfører det til gummen. Det betyder ofte, at gummen bliver mere slidt
  • Gummem er som regel tykkere end protesen, og det kan medføre gener og ubehag. Det kan være svært at vænne sig til tykkelsen. I overmunden findes ubehaget som regel i ganen. I undermunden ofte ved tungen.

Unitor-delprotese

En unitor-protese er en mere avanceret protese, som sidder fast ved hjælp af støbte metalbøjler omkring de resterende tænder. Den fremstilles af nikkelfrit ædelmetal og støbes efter et aftryk af gummen og de blivende tænder

Fordele:

  • Den er en god langsigtet løsning
  • Den er konstrueret på en måde, der sikrer, at spyttet på naturlig vis kan skylle og rense omkring de blivende tænder
  • Den fordeler bedre tyggetrykket til de blivende tænder.• Den er nemmere at vænne sig til
  • Den kan fremstilles enkel og smidig. Specielt ved sårbare områder som ganen og tungen, vil den ikke fylde så meget som den provisoriske delprotese.

Ulemper:

  • Den er lidt dyrere i anskaffelse og lidt mere bekostelig ved evt. udbygning med en eller flere kunstige tænder.


Tilvænningstid

Som patient skal man være indstillet på, at proteser generelt kræver en vis tilvænningstid.


Lige efter at man har fået sin protese, vil de fleste opleve, at man kan have svært ved at udtale nogle ord – man kan læspe lidt. Det er dog et forbigående problem, og man kan eventuelt øve sig ved at læse højt. De første dage kan der komme lidt ømhed, som også forsvinder igen. Hvis det alligvel skulle fortsætte, skal man kontakte os.


En delprotese kan godt sammenlignes med et par nye sko, som også lige skal ”gåes til”.


Når gummen med tiden svinder, er der behov for at justere protesen. Efter nogen tids brug kan bøjlerne blive slappe, så protesen ikke sidder så fast. Husk det kun er os på klinikken, der ved præcist, hvor der skal bukkes på bøjlerne. Forsøg aldrig selv at bukke bøjlerne!

Delproteser

Filmstjernesmil

Kosmetisk tandpleje giver dig mulighed for at få drømmen om det perfekte smil opfyldt. Vi kan genopbygge og rette dine tænder, og vi kan blege tænder med den nyeste og mest skånsomme teknik.


Men det kan det være svært at forestille sig resultatet. Derfor tilbyder vi at vise dig før- og efter-billeder af tilsvarende behandlinger, vi har udført. Desuden informerer vi selvfølgelig om behandlingsplan, tidsplan og prisoverslag, inden vi begynder behandlingen.

Flexproteser Duraflex

Godt nyt hvis du bruger tandprotese

Endelig er der kommet et nyt, bedre og stærkere materiale end akryl, som har været brugt til at fremstille tandproteser siden 1950’erne.

I ca. 1860 opfandt man en metode til at blande rågummi med svovl, så man får det, der kaldes kautsjuk. Dette begyndte man at lave tandproteser af, og mange tandløse kunne nu endelig få hjælp. Rågummi blev efter Anden Verdenskrig en mangelvare, og i starten af 1950’erne opfandt man plastmaterialet akryl, hvilket viste sig at være et bedre materiale end kautsjuk.

DuraFlex udmærker sig ved at være et fleksibelt og stærkere materiale end akryl. Det betyder, at vi nu kan lave tyndere, lettere og stærkere tandproteser end tidligere. Det nye DuraFlex-materiale kan desuden benyttes som erstatning for stålbøjler. Det har altid været et stort problem, at stålbøjler ofte kan være skæmmende, når man laver delproteser. Delproteser er fastforankret på naturlige tænder, og hvis denne fastforankring er på fortænder eller hjørnetænder, kan man desværre ofte se bøjlerne, når man taler eller smiler.Det nye DuraFlex materiale gør stålbøjlerne overflødige, så vi opnår en kosmetisk meget bedre løsning.

Materialet har været benyttet i industrien i adskillige år

DuraFlex er et særdeles holdbart og slidstærkt produkt. Det benyttes blandt andet i Harley Davidson motorcykler, hvor et lille stykke DuraFlex holder kæden på plads på tandhjulene. Og kæden bliver som regel slidt før DuraFlex materialet!

Flexproteser Duraflex

Hybrid Tryklåsprotese

Almindelige tandproteser eller tryklåsproteser?

Selv om man har mistet alle tænder, er det muligt at få en tryklåsprotese. Det kræver blot, at man får lavet implantater, som protesen kan klikkes fast på. I undermunden er det ofte tilstrækkeligt med to tryklåse. I overmunden, hvor en del mennesker kan være generet af ganen på deres protese, kan man i visse tilfælde afhjælpe dette ved at sætte seks tryklåse i en ganefri protese. En tryklåsprotese afhjælper mange af de gener, som kan følge med en helprotese eller delprotese, og den opleves som egne tænder. En anden mulighed er en såkaldt konus-protese (teleskopisk protese).


Mistede tænder hos voksne kan i dag erstattes af tandimplantater. Tandimplantater er det nærmeste, man kan komme sine egne tænder. Da enkeltkroner, broer eller tandprotesen holdes fast af tandimplantater i kæben med tryklåse, teleskop eller skruer, føles de som ens egne.


Selve operationen foretages af vores kirurgiske specialtandlæger. Der er flere og flere, der får foretaget implantatbehandling, fordi det er en behandling, som har givet mange mennesker virkelig forøget livskvalitet, og for de allerflestes vedkommende er resultatet livsvarigt.


Implantater er kunstige tandrødder, som kan sættes ind i kæbeknoglen. Den enkelte kunstige tandrod er fremstillet af titanium i form af en lille skrue, som vokser sammen med kæbeknoglen. I kæben indsættes som regel 2-6 implantater. De nye tandrødder kan bære forskellige former for tryklåse, som tandprotesen låses fast på, så den ikke bevæger sig, når man taler eller tygger. Tandprotesen kan stadig tages ud, når den skal børstes og holdes ren.

Sådan foregår det:

Første mulighed:

Implantaterne sættes i under lokalbedøvelse. Efter 8 til 13 uger er de kunstige rødder vokset fast. Herefter monteres tryklåsene på de nye tandrødder. Tandprotesen fremstilles og sættes fast på tryklåsene.


Anden mulighed:

Hvis du har problemer med en protese, der sidder løst, kan en af mulighederne være at få en konus eller teleskopisk tandprotese. Den fungerer i princippet på samme måde som en tryklås. For at få undersøgt, om man er egnet til sådan en operation, skal man igennem en forundersøgelse hos os.


Tredje mulighed:

Hvis man har egne tænder tilbage, kan tryklåse også bruges, hvis tændernes rødder vel at mærke er solidt forankret.


Fjerde mulighed:

All-On-4, som har den fordel, at protesen ikke glider eller skrider, og derfor har en meget bedre funktion end en almindelig helprotese. Har du nogle af dine egne tænder, kan en delprotese også forankres. Dette gøres enten ved hjælp af en tryklås i gummen eller en rod fra en af de blivende tænder. Især hvis man har en protese, hvor bøjlerne er synlige, når man smiler, ler eller taler, kan det være en god ide at få sat tryklåse ind, fordi de erstatter de synlige bøjler.

Helprotese

Skal de sidste tænder også trækkes ud?

Før man beslutter sig for at få de sidste tænder ud, er det meget vigtigt, at vi undersøger, om at det vil være en fordel at bevare enkelte tænder. Mange tror, at hvis de kun har nogle få tænder tilbage, så kan de lige så godt få dem alle trukket ud. Det er helt forkert. Det er altid en fordel at bevare enkelte tænder. Så kan man klare sig med en delprotese. Den sidder bedre fast end helprotesen, og den fylder mindre. Selv en enkelt tand kan gøre nytte.

Er det let at have helprotese?

De fleste lærer ret hurtigt at bruge protese. Men der kan være vanskeligheder, især når det drejer sig om undermunden. I overmunden kan protesen som regel fremstilles, så den suger sig fast i ganen, men i undermunden ligger protesen løst på gummen. Undermundsprotesen kan dog fremstilles, så kinder og tunge hjælper med til at holde den på plads. Alligevel har nogle svært ved at vænne sig til den. Især hvis de kun har lidt gumme tilbage.

Kan det ses at man har fået protese?

For mange er det et problem, hvis venner og familie opdager, at de har fået trukket tænderne ud og nu bruger protese. Det kan ofte være en inspiration at medbringe et gammelt foto, hvor man smiler. Fotoet skal være fra dengang, du havde dine blivende tænder, så vi kan lave en så nøjagtig kopi af tandsættet som muligt. Vi har valgt at bruge en type protesetænder, som er i så naturtro farver og former, at de næsten altid ligner ens egne. Har ens egne tænder mange plomber, guldindlæg eller kroner, ja så kan det også genskabes på den nye protese. Proteser kan i dag udføres så naturtro, at ingen vil opdage, at man har fået protese.

Går man tandløs i en periode?

Tidligere måtte man vente flere måneder efter tandudtrækningen, før man kunne få sin protese. Gummen skulle have lov at hele op. Nu er det ikke længere nødvendigt at gå tandløs. Vi sætter protesen ind umiddelbart efter, at tænderne er trukket ud. Samtidig beskytter protesen de åbne sår, og det giver mindre ubehag efter tandudtrækningen. Protesen skal dog tilpasses de ændringer i gummen, som sker særlig hurtigt i månederne efter, at tænderne er trukket ud. Når gummen svinder, passer protesen ikke længere. Efter at protesen er ”stillet om”, sidder den igen, som den skal.

Hvorfor skal protesen ”stilles om”?

Gummen, som protesen sidder på, svinder ind med årene. Svindet får protesen til at sidde dårligt fast. Men der er meget stor forskel på, hvor meget og hvor hurtigt gummen svinder. Svind kan også medføre, at man får et sammenbidt udseende, eller at munden virker indfalden. Når gummen er svundet, skal protesen ”stilles om”. Vi kalder denne behandling, hvor der fyldes ud i protesen, så den atter passer, ”rebasering” eller ”underforing” af protesen. Nogle mennesker har behov for en rebasering med hyppige mellemrum, andre kan måske klare sig med en hvert femte år.


Det er under alle omstændigheder en god ide at få protesen kontrolleret hos os en gang om året. Svinder gummen meget, uden at protesen tilpasses, vil den løse protese gøre større skade på gummerne. De svinder hurtigere, og muligheden for overhovedet at bruge protese bliver mindre. Man skal passe på sine gummer, for de skal holde hele livet.


Hvad med særligt sarte gummer?

Nogle mennesker, specielt de lidt ældre, har ikke alene et stort gummesvind. Slimhinden er også meget tynd. Den er heller ikke så elastisk, som den var tidligere. Det betyder, at der kan komme smerter fra den tynde slimhinde, når den udsættes for tryk fra en protese. Som regel kan man intet se i munden – det gør blot ondt, når man bider sammen. Den tynde slimhinde er i klemme. Vi kan i mange tilfælde hjælpe dig. Undersiden af protesen kan nemlig forsynes med et lag gummi. På den måde opleves protesen som mere behagelig, fordi det elastiske gummilag fjedrer, når man bider med protesen. Gummilaget skal som regel udskiftes med jævne mellemrum.


Hvorfor er det nødvendigt med regelmæssige eftersyn hos Klinik for Tandproteser?

Det er ikke blot af hensyn til gummesvindet, at proteserne skal efterses og justeres. Der kan også opstå betændelse eller svamp og undertiden alvorligere sygdomme i munden. Det er ikke altid, man selv kan mærke det, men det skal alligevel altid behandles. Kom derfor til eftersyn hos os mindst en gang om året.

Immediat

Immediat– også kaldet straks-protesen – er en tandprotese, som indsættes, straks efter at de naturlige tænder er trukket ud. Protesen kan både være en hel- eller delprotese. Tandudtrækningen foregår enten hos en af vores tandlæger eller hos egen tandlæge.

Man undgår altså en tandløs periode. Samtidig beskytter protesen de åbne sår som en slags plaster eller skinne, og det giver mindre ubehag efter tandudtrækningen. Tilvænningen er ofte lettere, da man nærmest går direkte over i den nye situation og hurtigere lærer at vænne sig til den. Man skal selvfølgelig være opmærksom på, at protesen indsættes efter tandudtrækningen, mens munden stadigvæk er lokalbedøvet.

Men protesen skal dog tilpasses ændringerne i gummerne – og de sker særlig hurtigt de første måneder efter, at tænderne er trukket ud (ved normale forhold regner man med 3 til 6 måneder). Protesen føles løs, fordi gummen er “skrumpet ind”, så man skal stille protesen om, d.v.s. tilpasse protesen til gummen. Svindet i gummen medfører nemlig ofte, at man får et sammenbidt udseende, eller at munden virker indfalden.


Behandlingen er især velegnet til personer:

  • med ekstrem dårlig mundhygiejne
  • med utilstrækkelig mundhygiejne
  • der mangler motivation til at bevare et naturligt, men svækket tandsæt
  • der ikke har mulighed for at bevare de resterende tænder på grund af fremskreden paradentose
  • der ofte får huller i tænderne.

Fordele og ulemper ved en immediatprotese

Selvfølgelig vil der være lidt ubehag og ømhed fra tandudtrækningen de første dage, men som regel kan et par hovedpinetabletter tage de værste gener.

Der er klart størst fordele ved tandudtrækningsprotesen:

  • Man skal ikke gå tandløs rundt
  • Sårene heler hurtigt
  • Mindre knogletab
  • Man kan bevare sit naturlige udseende
  • Man har nemmere ved at tale med en protese i munden frem for ingen tænder, selv om man naturligvis lige skal vænne sig til protesen
  • Protesen kan virke beskyttende i sårhelingsperioden – den beskytter mod infektion og betændelse
  • Selv om der er lidt ømhed de første par dage, er man i stand til at tygge mad, der ikke er for sprød og hård
  • Protesen stopper for blødninger, fordi den virker som en slags sårplaster
  • Kæbeleddet stabiliseres
  • Det er rent mentalt det bedste at få protesen i umiddelbart efter tandudtrækningen.


Ulemperne er:

  • Protesen skal oftere korrigeres de første måneder
  • Protesen kan hyppigere gnave og forårsage tryksår, lige efter at man har fået den
  • Protesen kan komme til at sidde løst på grund af naturligt svind af gummen
  • Man skal oftere til eftersyn hos Klinik for Tandproteser det første år
  • I meget svære tilfælde skal der fremstilles en ny protese efter 6-12 måneder
  • Protesen er lidt dyrere på grund af flere korrektioner
  • Måske behov for midlertidig behandling med en midlertidig bund
  • Protesen bæres konstant det første par uger (normalt 14 dage), også om aftenen, indtil hævelserne er forsvundet. (Tages kun ud ved rengøring efter de første 24 timer).

Daglig protesehygiejne

Ligesom vores naturlige tænder skal plejes med grundig tandbørstning samt regelmæssige eftersyn og vedligeholdelse – lige så vigtigt er det at opretholde en optimal mund- og protesehygiejne, når man har fået sit ”tredje tandsæt “.



Vigtigt

Begynder protesen at gnave og give tryksår, skal den korrigeres. I modsat fald kan der opstå alvorlige skader på gummen, som det kan blive dyrt og besværligt at få rettet op på senere. Derfor skal du overholde kontroltiderne hos os.

Implantater

Implantater

Den kunstige tand placeres direkte i kæbeknoglen, hvor den vokser fast. Implantatet kan anvendes til at sætte såvel en hel- som delprotese fast, hvor en protese “klikkes” på implantater, der er sættes ind i kæbeknoglen. På den måde fastgøres protesen, så det føles som egne tænder.

Et implantats fysiske udseende kan variere lidt fra system til system, men fælles for de godkendte mærker er, at de alle består af fabriksrent titanium.


Anvendelse

Implantatprotesen anbefales til personer, der har besvær med at fastholde en aftagelig tandprotese, eller som ikke kan vænne sig til tanken om, at tænderne ikke sidder urokkeligt fast. Metoden kan også anvendes til erstatning af enkelte tænder.


Implantater kan bruges i flere tilfælde, men det kræver altid, at der er knogle nok. Erstatning af en enkelt tand er en naturlig måde at genoprette bid og udseende på og er samtidig mere skånsom end den alternative løsning, som er en bro, hvor nabotænderne bores ned til ca. 50 procent.

Flere manglende tænder kan erstattes med en fast bro, som bæres af implantater, og hvis forholdene tillader det, kan en bro båret af implantater erstatte alle manglende tænder. En sådan bro kan produceres i forskellige materialer og derfor til forskellige priser.

Løse proteser kan også bringes til at fungere igen ved hjælp af implantater. I underkæben indsættes to implantater der, hvor hjørnetænderne tidligere har siddet, og der på montere man så efter seks uger de såkaldte kugleabutments. De kan, sammen med tryklåse monteret i protesen, holde protesen fast – og når du taler eller tygger.

Vi har stor erfaring – og stor succes

Hos Klinik for Tandproteser startede A. Jebelli med implantatbehandling i 1999 og har siden været med til mere end 400 behandlinger. Langt de fleste undersøgelser af resultaterne for implantater viser, at mellem 90 og 97 procent sætter sig fast og kan bruges.


Når forarbejdet er grundigt og erfaringen stor, er risikoen for eventuelle skader meget lille. Det værste, som kan ske, er normalt, at et implantat ikke vokser fast. Sker det, venter man på, at knoglen heler igen, og indsætter så et nyt.

Lite Wire

LiteWire bøjlen sidder fast på dine tænder, hvilket gør den meget effektiv. Den er diskret, men ikke usynlig. LiteWire er en gennemsigtig, fast bøjle, som hurtig og effektiv retter skæve fortænder.

De fleste voksne bryder sig ikke om at få fastsiddende bøjler på tænderne, men med LiteWire bliver man overrasket over, hvor lidt bøjlen bemærkes. En behandling med Litewire tager ca. 6 måneder.

Reparationer

Reparationer udføres samme dag - mens du venter!

Specielle proteser

Den naturtro tandprotese

Hvor ofte ser man ikke ”Hollywood-smilet” med de kridhvide tænder? Det kan se kunstigt ud hos en ældre person, fordi alle ved, at ikke bare kroppen, men også tænderne bærer præg af alderen. Problemet kan løses, hvis man vælger en protese med såkaldt specielt karakteriserede tænder. Klinik for Tandproteser kan lave kunstige tænder med både plast- og sølvfyldninger, ja endda med belægninger efter tobak. Tandsættet kan tilpasses helt efter dine ønsker.

Ønsker du en protese, der til forveksling ligner dine egne tænder, kan vi anbefale Den Naturtro Tandprotese. Den Naturtro Tandprotese fremstilles efter gennemprøvede teknikker, hvor både gummen og tænderne får et individuelt præg. Hvis du bruger en tandprotese, som er naturtro, vil ingen bemærke, at du har en kunstig tandprotese. Du vil få følelsen af at have fået dine egne tænder tilbage.

Den ensfarvede gumme, som nogle tandproteser har, ser ikke naturtro ud. Vi kan derfor tilbyde dig en protese med en såkaldt naturtro gumme, der både har antydninger af blodårer, forskellige farvenuancer og en naturtro udformning. En naturtro gumme kan tilpasses både hudfarve, hårfarve osv. Og så bliver den lavet, så overgangen mellem tand og tandkød ser naturtro ud.

I de senere år har der været stadig større efterspørgsel på naturlige proteser. Også når det drejer sig om at få sit tidligere naturlige smil tilbage, kan vi genskabe det efter fotos.

Kontakt os og bestil tid til en uforpligtende og gratis konsultation og se de forskellige før- og efter-resultater.

Snorkeskinne

Denne skinne, der også kaldes ”apnøskinnen”, er en rigtig god hjælp både til at komme af med almindelig snorken og til at afhjælpe, at du vågner om natten på grund af lukket svælg.

Skinnen sidder fast på både overkæbe- og underkæbetænder. Den er åben i fronten, så der både er mulighed for at trække luft gennem næse og mund. Skinnen fungerer på den måde, at den trækker underkæben frem, således at den bløde del af ganen ikke lukker til bagude ved svælget.

Formålet med skinnen er, ud over at fjerne snorkelyden som i sig selv kan være meget generende, at fjerne tillukningen bagtil ved svælget, øge iltindholdet i blodet, fjerne trætheden og derved give patienten en almindelig hverdag igen. Cirka 40 procent af alle mænd og 30 procent af alle kvinder snorker. Så meget, at det ikke kun er en lidelse for omgivelserne, men også kan være livstruende for den snorkende. Snorken er nemlig et faresignal, der fortæller, at lungerne ikke får ilt nok. Det stresser kroppen og kan i mange tilfælde betyde søvnløshed, øget risiko for højt blodtryk, forhøjet kolesterol og andre sygdomme, der fører til type 2 diabetes (sukkersyge).

Men heldigvis kan snorken behandles – også uden kirurgiske indgreb eller brug af luftslange, som ellers i mange år har været gængse metoder. Nu kan Klinik for Tandproteser i mange tilfælde klare problemet ved hjælp af en lille såkaldt snorkeskinne. Skinnen kaldes en OSS-skinne og er udviklet på Odense Universitetshospital.

Når brugeren ved sengetid sætter snorkeskinnen ind, sørger den for at holde underkæben lidt længere fremme end normalt, således at der skabes friere luftveje ned til lungerne. Denne enkle løsning, der ikke føles ubehagelig, men hurtig bliver en vane, kan reducere din snorken dramatisk.

Fremstilling

Før skinnen fremstilles, kræver det eventuelt et besøg hos en øre- næse- halslæge, som undersøger, om din snorken skyldes at næsen lukker til. Er det tilfældet, virker skinnen nemlig ikke.Er problemet tillukning af svælget (hvilket det er i de fleste tilfælde), tager vi aftryk af over- og underkæbe samt et sammenbid. Og efter ca. tre dage er skinnen klar. Skinnen kontrolleres ved almindelige tandeftersyn.Det er vores erfaring, at skinnen er meget effektiv og et rigtig godt alternativ til iltapparatur og kirurgi.

Er du medlem af Sygesikring Danmark, kan du få tilskud til behandlingen.

Snorkeskinner

Sportsskinner

Sport kan være farligt for tænderne og en specielt tilpasset sportsskinne lavet ud fra et aftryk af dine tænder, giver den bedste beskyttelse. Billige alternativer formet af dig selv, eller udbudt i ”standardstørrelser” sidder ofte ikke fast nok til at kunne yde rigtig beskyttelse.

Sportsskinner beskytter mod slag direkte på tænderne og slag på underkæben, der slår tænderne sammen. Måske kan de ligefrem forhindre hjernerystelser, fordi de aflaster kæbeleddet.

Normalt anvender man kun en tandbeskytter i overkæben, da det ellers kan føles for voldsomt og forstyrrende for vejrtrækningen.

På Klinik for Tandproteser fremstiller vi sportsskinner af CE-certificerede materialer af høj kvalitet og i et varieret udvalg til forskellige behov.


Tag altid din sportsskinne med til kontrol ved tandlægebesøg. Skinnen kan blive slidt, efterhånden som den bruges, eller miste sin optimale pasform, hvis din tandstilling ændrer sig. Børns skinner må skiftes regelmæssigt på samme måde, som cykelhjelme og sko, efterhånden som de vokser.

Tandproteser

En aftagelig tandprotese fremstilles efter nøjagtige aftryk af gummen. Protesen omslutter gummen og suger sig fast til slimhinden. Er gummen meget flad, hvilket hyppigt forekommer især i undermunden, kan protesen ikke suge sig fast, og det kan medføre problemer med at styre den, når du tygger eller taler.

I folkemunde hedder tandproteser også gebis (tysk af beissen = bide) eller det tredje sæt tænder. Tandproteser er en stor hjælp for mange mennesker. Men det er vigtigt, at protesen passer, og det er en længere arbejdsproces at sørge for det. En passende rengøring af protesen er nødvendig. Er de ting i orden, vil langt de fleste mennesker have glæde af deres hjælpemiddel.

Bevar hver eneste naturlige tand så længe som muligt

Selv nogle få naturlige tænder kan gøre livet langt mere behageligt for protesebrugere. De kan anvendes som støtte for en såkaldt unitor-protese, som ved hjælp at et støbt stel (i ædelmetal), der fastgøres til de naturlige resttænder, overfører en del af trykket ved tygning til disse og holder protesen på plads, også selv om gummen er svundet meget.


Inden man eventuelt får trukket naturlige tænder ud, bør man få taget et aftryk af de naturlige tænder. Ved hjælp af dette kan de nye tandproteser fremstilles, så den naturlige tandstilling kan reproduceres helt nøjagtigt, og ens udseende ikke forandres. Mange tror, at hvis de kun har nogle få tænder tilbage, kan de lige så godt få dem alle trukket ud. Det er helt forkert. Tværtimod: hver enkelt tand har nemlig sin helt egen funktion.


Moderne tandteknik

Gumme- og mundforhold kan gøre det umuligt for visse mennesker at styre en aftagelig tandprotese. Andre kan ganske enkelt ikke vænne sig til tanken om, at tænderne ikke sidder urokkeligt fast. Moderne tandteknik og nye operationsmetoder gør, at der i dag rent faktisk findes flere nye og gennemprøvede løsninger på sådanne problemer.

En tandprotese erstatter enkelte eller alle naturlige tænder. I dag kan man opbygge tandproteser på et højt funktionelt og æstetisk niveau. Nye behandlingsformer og kvalitetsprodukter gør det muligt at skabe proteser, der passer til den enkelte patients udsende og forventninger.

Proteser kræver tilvænning. Gummen, som protesen sidder på, svinder med årene. Svindet får protesen til at sidde dårligt fast. Svindet medfører ofte også, at man får et sammenbidt udseende, eller at munden virker indfalden.
Når gummerne er svundet ind, skal protesen “stilles om”. Klinik for Tandproteser kalder denne behandling, hvor der fyldes ud i protesen, for en rebasering eller en underforing. Nogle mennesker har behov for en underforing med hyppige mellemrum, andre kan måske klare sig med en hvert femte år.

Hvordan sidder en helprotese fast?

En helprotese sidder fast ved hjælp af det naturlige vakuum, der opstår mellem protese og gummer – i nogle tilfælde er gummerne dog svundet så meget, at dette ikke kan lade sig gøre. Man kan så kun holde protesen fast ved hjælp af muskler, tunge og læber. Har man stadig problemer med at få protesen til at sidde fast, kan man med fordel vælge implantatprotesen.

Man kan også lave det, man kalder en blødtblivende bund. Det fungerer ligesom en støddæmper, der modtager de tryk, som kommer under brug. Spørg efter den løsning, hvis dine gummer bliver ved med at være ømme, og hvis du hyppigt får tryksår.

Valg af protese – hvilke typer findes der?

Det er vigtigt at vælge den rigtige protesetype. Klinik for Tandproteser hjælper dig naturligvis. Måske kan nedenstående også hjælpe dig på vej til den rigtige løsning.

1. Helprotese
En protese, som erstatter alle tænder i en kæbe, kaldes en helprotese. Har man helprotese i både over og underkæbe, taler man om et helsæt.


2. Dækprotese

En tandprotese kan hvile oven på naturlige tandrødder, hvis der er gode tandrødder tilbage.


3. Delproteser
En protese, som erstatter nogle tænder, kaldes for en delprotese. Hvis den er fremstillet på basis af et metalskelet, der sidder fast på de resterende tænder ved hjælp af bøjler, hedder den en unitor.


4. Provisorisk protese

Provisoriske proteser er proteser, som også kaldes overgangsproteser eller midlertidige delproteser med håndbukkede bøjler, smile- eller teaterproteser.


5. Ætsebro

Hvis man foretrækker at sætte smileprotesen fast, kan den limes til nabotænderne. Det kaldes for en ætsebro. Det hedder den, fordi tandoverfladen på nabotænderne behandles kortvarigt med syre for at gøre overfladen ru, således at limen binder bedre.


6. Immediatprotese

Hvis en protese indsættes samme dag, tænderne trækkes ud, kalder man det en immediatprotese (fra engelsk immediate, som betyder straks). Efter cirka tre måneders forløb skal den omstilles til en endelig protese, når gummen er helet og dermed skrumpet på plads.


7. Hybrid (attachment- konus- eller tryklåsprotese)
Hybridproteser er proteser, der bliver sat fast ved hjælp af implantater, vakuum eller tryklåse.


8. All-on-4

All-On-4 er en fuld bro, som sidder fast på kun fire implantater. Ideen er, at man sætter fire implantater i en kæbehalvdel, hvor de to bagerste implantater har en hældning på ca. 45 grader.
Implantaterne fastholder en lille barre, som protesen skrues fast på, således at den kommer til at sidde urokkeligt fast.

Hvordan fremstilles proteser?

Uanset om der er tale om hel- eller delproteser, er fremstillingsproceduren stort set den samme. Proteser fremstilles hos Klinik for Tandproteser.


Når gummen er helet efter tandudtrækning, tages der først et aftryk af begge kæber, og ud fra dette laves gipsmodeller. Modellerne indsættes i en såkaldt artikulator, en kunstig kæbe med kæbeled, hvori det naturlige sammenbid, kæbernes naturlige indbyrdes stilling og tyggebevægelserne kan efterlignes.


Nu sættes de kunstige tænder op i voks, og vokstænderne prøves i munden på patienten. Hvis de ikke passer, er det relativt nemt at lave biddet om i denne fase. Passer de, laves de endelige proteser, som derefter tilpasses i munden. Det kan godt kræve nogle besøg hos Klinik for Tandproteser, inden det hele passer.


Hvad laves protesen af?

Selve basismaterialet i en protese er hyppigst akryl, som er et hårdt plastmateriale (polymerisat). Farven er lyserød for at give samme farve som tandkødet, men man kan også få klar akryl. Akrylet kan males på forsiden for at efterligne for eksempel små blodkar. Det kan gøres så godt, at det er svært at skelne protesen fra det naturlige væv, selv når man er tæt på.


Tænderne er fremstillet af akryl. De kan for eksempel forsynes med små guldindlæg eller guldkroner, hvis patienten har bestemte ønsker om det. Det kan være for at skabe et udseende, som fuldstændig minder om de gamle tænder, for at sløre overgangen til protese.


Vi bruger Ivocap-systemet, som er en lukket (holistisk) system.


Teoretisk set kan man være allergisk overfor akryl. I så fald har man mulighed for at erstatte akryl med materialet polykarbonat.


I en unitor-protese består metalskelettet af en kromkoboltstål-legering. Også her er der risiko for en overfølsomhedsreaktion, men den er meget lille. I det tilfælde kan vi dog bruge ren titanium i stedet.


Problemer med proteser

De fleste lever lykkeligt og godt med deres proteser. Men der kan være individuelle variationer. Selvom en protese teknisk er fremstillet korrekt, har nogle mennesker svært ved at acceptere proteser. Det kan skyldes psykiske årsager eller blot tanken om et fremmedlegeme i munden. Andre har meget sarte og følsomme slimhinder og derfor svært ved fysisk at tolerere proteser. Nogle mennesker kan fungere med 40-50 år gamle proteser, som egentlig slet ikke passer til gummerne mere. Det skyldes, at de langsomt har vænnet sig til de små stadige forandringer, som sker i munden.


Som protesebærer er det meget vigtigt at overholde visse regler for at få det optimale ud af proteserne. Såvel mundhule som proteser skal holdes rene. Hvis de ikke holdes rene, kommer der meget hurtigt svampeinfektion, som giver en sviende og brændende fornemmelse.


Nogle spørgsmål om proteser?

Er det i orden at sove med proteser, eller skal de ud om natten?
Det er der delte meninger om. Nogle forskere mener, at knoglen svinder hurtigere, hvis man sover med proteserne. Men de skal i hvert fald rengøres grundigt både før og efter brug om natten.


Hvordan holdes proteser bedst rene?
Simpelthen med en børste (helst en speciel protesebørste), vand og tandrens (speciel sæbevæske). Hos Klinik for Tandproteser kan der købes et renseapparat, som man med fordel kan lade proteserne ligge i og blive renset automatisk.


Får man dårlig ånde af proteser?
Nej, ikke hvis de er rengjorte og munden også holdes ren. Dårlig ånde kan skyldes mange andre ting.


Svamp i munden
Har man protese, er der stor risiko for at få svamp i munden. Svamp i munden kan først og fremmest hindres ved grundig renholdelse af proteser og mundhule. Gummerne og ganen skal børstes, og det findes der specielle børster til. 


Spørg endelig Klinik for Tandproteser til råds

Tandregulering med Inman Aligner

Hvad er Inman Aligner?

Inman Aligner er den perfekte løsning til regulering af skæve fortænder. Behandlingen er hurtig, sikker og økonomisk fordelagtig. Med den patenterede Inman Aligner kan dine fortænder blive rettet i løbet af ganske kort tid, typisk mellem 6 og 16 uger. Og fordi det er en bøjle, der kan tages ud, passer Inman Aligner nemt ind i din hverdag og din livsstil.


Inman Aligner har to fjederbelastede buer – foran og bag ved dine fortænder – hvilket skaber et nænsomt tryk, der leder dine tænder ind i en bedre position. Når behandlingen er færdig, bruge vi som regel en såkaldt retainer for at undgå tilbagefald. Inman Aligner er designet til at behandle fortænder i både over-og underkæben.

Ring og aftal en tid til en konsultation, så vi kan undersøge, om Inman Aligner er det rigtige valg for netop dig.

Tandsmykker

Tandsmykker mere og mere moderne, og hos Klink for Tandproteser er vi naturligvis også klar til at hjælpe dig med den rette udsmykning.

Leveret af